Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Årtigudstjeneste: 1940'erne

AUG
28

Årtigudstjeneste: 1940'erne


Søndag d. 28. august 2022, Kl. 10:00 til kl. 11:15
Hovedgaden 369, 2640 Hedehusene
Sognepræst Frances Benzon
Årtigudstjeneste: 1940'erne

Indbyggertal i Hedehusene i 1945: 1.676

1940’erne er for mange et årti, som man forbinder med krig. Det gælder naturligvis også Hedehusene, hvor man mærkede krigen på egen krop. Ikke mindst i Ansgarkirken, som husede modstandsfolk på loftet.

Modstandsbevægelsen i Hedehusene startede på det lokale fodboldhold. I Hedehusene var der ventegrupper og en aktivgruppe, og der var omkring 60 modstandsmænd i Hedehusene. Englænderne kastede våben ned ved Skjoldenæsholm, og derefter kørte Roskildegrupperne våbnene fra Skjoldenæsholm til Vindinge, hvor modstandsgruppen i Hedehusene hentede dem. Både våben og ammunition blev fragtet fra Vindinge til Hedehusene på cykel. Da våbnene kom til Hedehusene, blev de fordelt i krat og grøfter – bomberne blev gemt i Boserup Skov. Ved slutningen af krigen blev våbnene opbevaret på Ansgarkirkens loft. Der blev også gemt våben i et drivhus i Reerslev.

Men 1940’erne var også et årti med skælsættende begivenheder for Folkekirken. I 1943 udsendte landets biskopper et hyrdebrev til oplæsning i alle kirker, hvori man understregede, at det var en kristen pligt at modsætte sig nazismens ideologi. Dernæst var 1940’erne også det årti, hvor man ordinerede de første kvindelige præst, nemlig Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen. Hidtil havde der været kvindelige præster i Danmark men kun i frikirkerne. Ordinationen skete under protest fra bland andet 514 præster, og biskop Hans Øllgaard var den eneste biskop, der ville lægge navn og kirke til. Kun 10 år senere skulle det vise sig, at kun en enkelt biskop fastholdt sin modstand overfor kvindelige præster. I dag har vi haft adskillige kvindelige biskopper, og i 2021 var 6 ud af 10 præster kvinder.