FEB
15

/// GRATIS ENTRÈ /// DØRENE ÅBNER KL. 19:00 ///
Oplev kirkens flygel i fuld udfoldelse, når vi får besøg af ét af Danmarks unge klavertalenter! Det bliver en stemningsfuld aften med både skønne, farverige, franske klange og melankolsk, men også dramatisk russisk musik.
Program:
Maurice Ravel: Miroirs
Sergej Prokofiev: Klaversonate nr. 7
Sergej Rachmaninov: Præludier, op. 23
Kristian Riisager er en ung dansk pianist, som vi kan forvente os meget af i de kommende år. Han begyndte at spille klaver som syvårig, og i 2015 blev han optaget på Hochschule für Musik ”Hans Eisler” i Berlin, hvorfra han debuterede som bachelor i 2020, og nu er han i gang med sin kandidatuddannelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med professor Jens Elvekjær som lærer. I 2014 vandt han ’Grand Prix’ i Music Without Limits konkurrencen i Litauen, og han har vundet toppriser ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence og den nationale Steinway Festival.
Han har optrådt både som solist og kammermusiker i lande som Litauen, Georgien og Tyskland, ligesom han har spillet i en lang række danske musikforeninger, og sidste sommer havde han sin debut ved Vendsyssel Festival. I september 2021 stod han desuden sammen med sopranen Louise McClelland Jacobsen for åbningskoncerten ved Rued Langgaard Festivalen i Ribe, hvor de optrådte med Lieder af Rued Langgaard. Det var en del af førsteprisen ved den først afholdte Rued Langgaard-konkurrence, som de vandt tidligere på året.