13/03/2025 0 Kommentarer
Fernisering: Anita Bredsdorff og Bente Pedersen
Fernisering: Anita Bredsdorff og Bente Pedersen

I samarbejde med Kunstforeningen Humlen indbyder vi igen til fernisering umiddelbart efter søndagens gudstjeneste. Kirken byder på et glas - og alle er velkomne!
Denne gang byder vi velkommen til disse to spændende kunstnere:
Anita Axelsen Bredsdorff
Jeg er fascineret af forfaldet i naturen, visne blomster, træstubbe, der smuldrer og langsomt bliver til nyt liv. Forfaldet fortæller om liv, der er forbi, men også om det nye liv, der opstår. Et spil mellem forgængelighed og liv. En metamorfose.
I denne proces dannes nye strukturer, nye former viser sig og en ny skønhed opstår.
Mine motiver finder jeg på ture i skov, i min have, i grøftekanten.
Værkerne er malet med akryl på lærred med tre farver, sort, hvid og okker og evt. en gæstefarve. Nogle værker er tegnet/malet med akryl og pastel på bambuspapir.
Medlem af BKF, Billedkunstnernes forbund og KKS, Kvindelige kunstneres samfund.
Bente Pedersen
Igennem de sidste ca. 30 år har jeg malet akvarel i min fritid.
Akvarellen følger og har fulgt mig i min hverdag, i fritiden og på ferier nær og fjernt. Jeg ser motiver hvor jeg færdes - mest i naturen. Mit kamera er altid med på tur og det bliver brugt flittigt til at fastholde, det jeg ser og oplever. Når jeg kommer hjem, giver fotografierne inspiration til et motiv eller et farvespil.
Naturen skaber ofte et nuanceret farvespil gennem lyset fra himlen til landskabet – dette skaber en stemning med dramatik og skønhed. Også årstidernes omskiftelige farver fra forårets lysegrønne palet til vinterens gråtoner, finder jeg spændende. Alt dette er inspirerende og min fortolkning af farvespillet og dramatikken kan ses på mine motiver.
Motivet maler jeg kontrastfyldt med stærke farver, meget vand og med så få farver som muligt. Tekstur i papiret, brug af flere forskellige virkemidler og øje for balancen i motivet skaber effektfulde værker, hvor akvarellen får et let, gennemskinneligt, luftigt og stemningsfyldt udtryk. Som medlem af Kunstnerværkstedet Roskilde og Onsdagsmalerne, kunsthåndværkersammenslutningen Håndeavet samt Solrød Kunstforening og billedskole har jeg mulighed for at høste inspiration fra andre kunstnere og andre kunstarter. Mine akvareller kan ses på min instagram-profil ”@bentesakvarel” og på ovenfor nævnte foreningernes hjemmesider samt på udstillinger primært i lokalområdet. Jeg begyndte at udstille i 1999 og udstiller løbende i kunstforeninger primært på Sjælland. Falder et motiv i jeres interesse, maler jeg det gerne på bestilling.
Kommentarer